Hvorfor medvinden.dk?

For nyligt købte jeg den sidste nye version af ”Kommas havnelods” og begejstret over min nyerhvervelse sendte jeg et billede af den til nogen veninder, med den forklarende tekst at jeg lige havde købt ”lonely planet” for sejlere. Efter at have trykket send og bladret lidt mere rundt i bogen, gik det op for mig at det var faktisk helt forkert. De lonely planet’s jeg har ejet har altid inspireret mig til nye rejsemål. Og det er altså lidt svært virkelig at blive nysgerrig og inspireret alene ud fra en sætning som “Carl XII’s skanse fra 1700 300 m mod syd. Stenbocks Valler (volde) sti langs Nordstrand 1 km”. Misforstå mig ikke, havnelodsen er guld værd, når man har besluttet sig til at det netop er denne havn man vil ind i og har brug detaljer om indsejling, gæstepladser og placeringen af toiletter… Men som inspiration til nye sejlermål har den sine begrænsninger.

Da jeg for fire år siden havde købt vores lille L23-sejlbåd sammen med min far Gunnar og søgte rundt efter alt der havde at gøre med hav, sejlads og L23’både fandt jeg bloggen ”Med kurs mod nære kyster” skrevet af L23’sejeren Erik Riis Han blev vores store inspiration de første par år. Både Gunnar og jeg har sejlet i mange år, men aldrig ejet en tur-kølbåd. Jeg har altid tænkt at Øresund måtte være det kedeligste sted at have en sejlbåd. Men Erik’s blog fortalte om alle de steder man kan sejle til en lille sejlbåd med hjemhavn i København. Den blog blev min ”Lonely planet”. Desværre har Erik nu fået ny båd og opdatere ikke længere sin blog

Oplevelsen med min nyindkøbte havnelods og vores tidligere glæde ved Eriks blog gav ideen til denne blog hen over flere glas rødvin, først med familien og senere med en god veninde. Vi syntes der nu manglede nogen der skrev om alle de sjove, dejlige, mærkeligt eller hyggelige steder man kan sejle til her omkring i Danmark og ikke mindst omkring København. Og måske skulle det være mig.

Øresund er så meget mere end Hven og de sidste år har jeg besøgt mange havne og steder som jeg ikke anede fandtes. Det er disse steder jeg vil skrive om på denne side og derved håber jeg også at inspirerer jer andre til nye sejleroplevelser tæt på. Ikke mindre aktuelt i denne tid hvor den store verden er lukket for os for en tid.

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *