Taarbæk

Efter 3 uger i vandrestøvler i Norge var det skønt at komme på vandet. Min veninde Ditte havde afsat søndagen med den begrundelse, at hvis vi ikke snart kom på vandet igen, glemte hun alt det hun havde lært på vores juni-togt. Vejrudsigten var af dem hvor variationen der vises i DMI’s graf gjorde, at det kunne blive alt mellem vindstille og pust over 10 m/s. Vind fra vest. Vi besluttede en tur til Taarbæk. Det viste sig også at være, det vi døbte pustevejr. Vi sejlede skiftende mellem 1,5 og 6 knob. Efter en alligevel fin sejlads og lidt drama ved havnemanøvren (en motor der gik ud to gange), fandt vi plads i havneindløbet. Vi besluttede at lægge os der, da vi kun var på dagsbesøg og ville gemme de få grønne pladser tilbage, til dem der skulle være der natten over. Selv en dag med svag vestenvind ligger man ret urolig i havneindløbet og det er også svært at komme til og fra borde, hvis man ikke har de længste ben…. Men så var det heller ikke værre og maden blev da på frokostbordet. Udsigten til både Øresund og havnens liv kan man ikke klage over. Underholdningen blev leveret af en skarv, der under hele frokosten dykkede ned under båden og kom op med ca. 10 cm. lange blålige småfisk (hornfisk?).

Efter frokost opdagede vi, at vi var sejlet i Dyrehaven. En rød dyrehavsport ligger under 500 m. fra havnen og derfra var der nok ikke mere end en lille km. op til Eremitageslottet, det lille jagtslot midt i Dyrehaven, hvor der er næsten garanti for at se hjorte. Vi blev da også belønnet for gåturen med en meget stor flok dådyrhanner. Efter at have beundret dyrene vendte vi os om og opdagede vi stod lige foran bygningen ”Magasinet” hvor kunstneren Jeppe Eisner har et åbent atelier. Vi var mere end velkomne til at komme ind og se, og han fortalte om hvordan han maler med en gammeldags teknik der indebære æg, olie og farvepulver. Lige nu arbejder han med et projekt, hvor han involverer alle dem der har lyst i at male truede dyr. Ud over det var bygningen fyldt med hans egne mange flotte billeder af dyr og natur, ikke mindst fra dyrehaven. En spænende og helt uventet oplevelse. 

Vel tilbage i Taarbæk fandt vi den nyåbnede økologiske købmand der ligger lige bag havnen. Den er åbnet i juni 2020. Her kan man få softice med luksuskrymmel, diverse sjove sodavand, frisk frugt, kager og mange andre lokkende lækre ting. Hvis man var kommet lidt tidligere på dagen, havde de også salater og brød til frokost, kunne vi se. Det var svært at vælge. Softicen med chokolade og nougat drys var i hvert fald god. Købmanden er næsten en grund i sig selv til en sejltur til Taarbæk. Dette besøge sluttede med en badetur. Der er en fin badebro på den sydlige side af havnen med helt hvid perfekt sandbund.

Klokken nærmede sig 17 og vi måtte hjem af, selvom jeg egentlig havde lyst til bare at sejle videre ud i verden. Med en fin let agten for tværs gled vi hjem mod Kalkbrænderihaven. På vejen talte vi om, at vi næsten havde holdt en helt lille ferie på en dag – sejltur, frokost og is i solen, gåtur i skoven, galleri og badetur. Ikke en dårlig sommersøndag.

Godt at vide om Taarbæk

  • Dagsgæster har ikke adgang til havnens bad og toilet, men der er fint offentligt toilet lige ved siden af havnekontoret.
  • Meget uroligt at ligge i havneindsejlingen. Der er ville jeg undgå at ligge natten over.

Taarbæk highlights

  • Hyggelig økologisk købmand, godt badevand, fin legeplads på skolen lige ved havnen og Dyrehaven.

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *